Vi bliver bombarderet med gode råd til, hvordan man bedst muligt bruger de sociale medier i sin virksomhed. PR Daily har bedt kommunikatører, professorer og andre om at dele den værste sociale medie-rådgivning, de har hørt, og her kan du læse de værste af slagsen.
Råd # 1: Spild ikke din tid på en strategi for de sociale medier
Der er ikke nogen grund til at lægge en strategi for de sociale medier. Den er umulig at få i mål, så fokus bør hellere være på offline markedsføring, som giver en langt større ROI.
Dårlig idé! I fremtiden vil de sociale medier spille en endnu større rolle, end de gør i dag, og offline medierne taber terræn. Et bedre råd er netop at komme ind i kampen nu, så du er over de værste fodfejl, når kampen for alvor skal kæmpes om ganske få år.
Råd # 2: Sæt praktikant til at håndtere de sociale medier
At håndtere de sociale medier handler jo bare om at poste et par nyheder i ny og næ – en god opgave for praktikanten.
Nej, det er det ikke! De sociale medier udvikler sig hele tiden, så du har brug for et fast hold af medarbejdere, der investerer tid og kræfter i at holde sig helt opdateret på de nyeste tendenser og ændringer, som kan gavne din målgruppe. Den slags opgaver må ikke overlades til praktikanten, der om 6 måneder er langt over alle bjerge.
Råd #3: Konkurrencer giver en strøm af tilhængere og fans på ingen tid
At udlodde et fjernsyn eller gavekort er den sikre vej til mange fans. Og jo flere fans, jo bedre!
Forkert! De tilhængere eller fans, som du får ved at lokke med gaver er ikke nødvendigvis interesserede i dit brand. De tilføjer derfor ingen videre værdi til din forretning, og din indsats er spildt. De vil formegentlig hurtigt droppe din virksomhed igen til fordel for den næste, der laver en spændende konkurrence. Som man siger; “easy come, easy go”.
Råd# 4: Ghost-tweet direktøren
Direktøren har sjældent tid til at tweete eller poste emner på Facebook, så lad en medarbejder udgive sig for at være direktøren. Det er der ingen, der opdager.
Du lever livet farligt! At poste nyheder eller tweete på en andens vegne, også kaldet ghost writing, kan være en farlig sag. Medarbejderen kender ikke direktørens holdninger til alle emner, og der kan hurigt komme forkert information i omløb. I værste tilfælde kan det føre til negativ omtale i pressen – og selvom direktøren undskylder med “det var ikke mig, men min medarbejder”, så har virksomheden allerede mistet meget af sin troværdighed på den konto.
Råd #5: Send altid et autosvar til nye venner og tilhængere
Et automatisk velkomstsvar til dine nye followers på Twitter er super smart og får dig til at fremstå professionel, og dine tilhængere føler sig unikke.
Forkert! Autosvar (en funktion i Twitter) betragtes ikke som involverende eller dialogskabende. Tværtimod opfatter mange det som spam, og anser virksomheden for upersonlig. Brug i stedet tiden på at skrive til hver enkelt nye tilhænger (eller fan på Facebook) for at vise, at du er glad for, de er der. Spørg dem, hvorfor de vælger at følge dig, og hvad de forventer af din indsats – det kan være, du får svar, du kan bruge til noget.
Råd #6: At dele skaber aktivitet
Du kan lystigt dele artikler, videoer, billeder m.m. i alle de sociale medier – tryk bare på ‘del-knappen’ eller RT og så har du automatisk masser af aktivitet på alle dine sociale medie-konti.
Tja….men pas på! Hvis du deler noget i de sociale medier, er den gængse opfattelse, at du er enig i det, du deler, medmindre du specifikt angiver det modsatte. Vær derfor meget omhyggelig med at fortælle din egen mening, når du deler og husk, at de skal give mening i forhold til den overordnede strategi der er lagt for kommunikationen i virksomheden.
Råd #7: Undgå at være personlig i de sociale medier
Som virksomhed skal du huske at holde en professionel distance til dine tilhængere og fans. Du må ikke ønske nogen tillykke eller på anden måde udvise begejstring.
Forkert igen! Sociale medier gør det muligt for brugerne at lære hinanden at kende og danne relationer som de ville, hvis de var naboer. Der er ingen grund til på forhånd at udelukke denne mulighed – det kan være det gavner netop din virksomhed at samtale over hækken.
Råd #8: Gør det samme som dem, der klarer sig bedst
Hvis en spiller i markedet har stor succes med et tiltag i de sociale medier, så gør det samme – det virker jo.
Ikke nødvendigvis! Gammel vin på nye flasker plejer ikke at smage lige så godt. Et rigtig godt eksempel på dette er en gimmick på Facebook, der for et par år tilbage fik stor medieomtale og vakte undren på Facebook. Kvindelige bruger skulle skrive farven på den bh, de havde på, men uden at angive andet en farven. Det medførte, at der dagligt stod ‘rød’ eller ‘sort’ på pige-vennernes status, og mændene undrede sig. Det hele viste sig at være for at skabe opmærksomhed om brystkræft, og det lykkedes. Gimmicken blev omtalt i nyhederne, og får endda omtale her på bloggen. Men desværre forsøgte folkene bag at gentage successen sidste år med ‘hvor stiller du din taske’ og i år handlede det om skostørrelser – der i øvrigt intet har at gøre med brystkræft. Resultatet af de sidste to forsøg var skuffende – ingen medieomtale blot en masse irriterede bruger, der ikke synes, det er sjovt længere. Skal du lave en gimmick, så find på noget nyt og husk, det skal have relevans.
Råd #9: Skriv samme budskabe mange gange
Hvis du skriver et budskab på din væg eller tweeter en spændene nyhed, så sørg for at gentage budskabet til det siver ind.
Ærlig talt hvis du forsøgte at overtale en ven til at købe en vare, ville du så smide produktet i hans ansigt og sige ‘Hey, du bør købe dette’ – og 10 sekunder senere sige “kom nu, du bør virkelig købe dette’ for derefter at tale uendeligt om funktioner og fordele ved produktet? Nej vel? Det virker ikke autentisk. Selvfølgelig er du nødt til at gøre en indsats for at fremme dit indhold, og du må gerne sende samme budskab ud flere gange, men sørg for at være ægte i din kommunikation, og lad det du siger have værdi for modtageren – eksempelvis ved at involvere dem.
Ja dårlige råd er der nok af. Har du flere af slagsen, så del dem endelig med mig, jeg vil meget gerne høre dem!



Posted on 20. oktober 2011
0